Hvordan læser jeg nyhedsgrupper

Det kræver at du har et program, der kan læse nyhedsgrupper. Mange førstegangsbrugere starter med Microsoft Outlook Express, men flere er begyndt at få øjnene op for Thunderbird, der er "Mozillas Outlook Express". Det er for så vidt også et godt sted at starte da det er to nyhedslæsere, der er meget lette at gå til.

Som med så meget andet går der stille og roligt religion i, hvad der er bedst. Således også med nyhedslæsere. Men ét er sikkert: med mindre du har en fast forbindelse (ADSL eller bedre) skal du have en nyhedslæser, hvor du kan læse nyhederne off-line.

Princippet i en off-line reader er:

  • Ring op til din udbyder og hent nyhedsoverskrifterne
  • Afbryd forbindelsen
  • Sorter i overskrifterne og slet det, du ikke gider læse
  • Marker de tilbageværende overskrifter
  • Ring op til din udbyder og hent nyhederne
  • Afbryd forbindelsen

Der er mange fordele ved at læse nyheder på denne måde:

Du sparer meget på telefonregningen. Det tager oftest kun i omegnen af fem minutter at hente nyhederne. Hvis du læser nyheder on-line bruger du let fem minutter på stort set ingenting (ét indlæg). Men igen: der er efterhånden ret mange der har ADSL, og så er online-tiden ikke nødvendigvis et problem.

Man kan sagtens bruge lang tid på at læse nyheder. Det betyder ingenting, hvis du bruger en off-line nyhedslæser, for alle nyhederne er jo hentet hjem til din egen harddisk.

Vil du svare på et indlæg har du al den tid du har lyst til at formulere dit svar. Find selv på flere - hovedargumentet er under alle omstændigheder en lavere telefonregning.

For mig?

Er det noget for mig?
Det er svært at svare på. Men eftersom der er nyhedsgrupper for alle er der også noget for dig.

En sørgelig kendsgerning er, at ikke mange bruger nyhedsgrupperne. Det er en af grundene til at jeg tilbyder denne service, for flere brugere skaber mere liv - og inputs fra andre end de sædvanlige få stykker.

Det kræver selvfølgelig, at du gider bruge tid på det, faktisk er det ikke meget anderledes end at læse en avis. Nyhedsgrupper kan næsten siges at være interaktive specialmagasiner - gratis endda. Det er ikke meget galt at sige, at nyheder om produkter ses først på nyhedsgrupperne, måske mest software og hardware, men alligevel....

Konklusionen på dette afsnit må være, at er aviser, magasiner og lignende noget du kan have lyst til at bruge tid på, så er nyhedsgrupper lige noget for dig. Og det er ikke kun nørder, der følger med i nyhedsgrupperne - helt almindelige mennesker deltager også - mig for eksempel :-)